De første korkpropper har nok været en slags spunse, der kun er blevet slået halvt ned; i hvert fald kender man ingen billeder af proptrækkere før mere end 100 år efter, korkproppen kom i brug.

Selv om skruekapsler og crown corks er blevet en billigere og simplere løsning til at holde vinen inde og luften ude, bruger man stadig korkpropper til alle de bedre vine.

Hvad er det da, der gør kork så velegnet til lukke på en vinflaske? Det er dens lethed, renhed og så den kendsgerning, at den kan fremskaffes i store mængder. Den er tæt og glat, den er stabil mod råd, den er vanskelig at brænde, den er fantastisk elastisk, og den genvinder praktisk talt sin oprindelig form efter at have været presset sammen. Propmaskiner er indrettet efter dette simple princip; man kan klemme en prop sammen, så den let kan skydes ned i flaskehalsen, hvor den fortrænger luften over vinen, for umiddelbart at udvide sig og udfylde flaskehalsen uden en eneste sprække.

Korkproppen har en lang levetid, fordi den kun langsomt bliver skør og smuldrer, og det varer mindst 20 og op mod 50 år. Perfektionistiske kældre, som nogle af de store Bordeaux châteaux, propper deres lager af gamle årgange om hvert femogtyvende år eller deromkring. Et par af slottenee sender endog kælderfolk ud for at forsyne slottets egne vine i kundernes kældre med nye propper. Men mange korkpropper er endnu sunde, når de runder de 50 år.

Det eneste, der kan gå galt med en prop, er, at den af endnu upåviselig årsag får en muggen lugt. Propper steriliseres omhyggeligt på fabrikken; men det sker at en eller to af de utallige celler, der findes i korken, og det drejer sig om 20-30 pr. mm², er inficeret med mugsvamp. Kommer en sådan celle i forbindelse med vinen, suger alkoholen lugten til sig, og vinen får propsmag. Problemet er ikke stort; et af Champagnehusene kalkulerer med en risiko på 1,3:1.000, men når uheldet er ude, er det en stor skuffelse, og den eneste løsning er at åbne en anden flaske.

Gode propper giver ingen problemer; dårlige gør. Mange italienske vinflasker er forsynet med små, hårde anden-sortering propper, og hertil kommer, at de fleste italienske vinflasker har snævrere halsåbning end normalt. De kan ofte være særdeles besværlige for proptrækkeren, der nu og da skyder proppen ned i flasken i stedet for at trække den op. Hvis man omhyggeligt har aftørret proppens endeflade med en fugtig klud eller et stykke køkkenrulle - og det bør man altid gøre, så snart man har fjernes kapslen - så er skaden ikke så stor. Der findes nogle trebenede ståltrådsfyre med krogbøjede ender og en skydering, man kan skubbe ned, når eller hvis man får held til at lokke proppen i fælden mellem de tre ben. Den kræver lidt tålmodighed, men er meget effektiv; men endnu simplere er det at holde proppen væk fra flaskehalsen med en slank kniv, mens man hælder vinen om på en anden flaske.

Det er vigtigt at have en god proptrækker. Den simple skrue med et håndtag er forlængst erstattet af modeller, der overfører modtrykket til toppen af flaskehalsen. Der findes mange løsninger efter vægtstangsprincippet. Det direkte træk med efterfølgende chok i vinen er for unge, stærke mennesker. En fastsiddende prop kan kræve et løft på 40 kg for at komme fri.

Det allervigtigste er den skruegang, der drejes ned i korken og holder den fast. Undgå smalle vridbor; de vil i bedste fald lave et hul midt gennem proppen. Undgå også de spinkle spiralsnoede, der blot retter sig ud i en genstridig prop. En god proptrækker skal have en solid spiral med så stor snoning, at man let kan stikke en tændstik op gennem centrum, og den skal have en god, skarp spids, der er centreret, så spiralen holder retningen, når den skures ned i en lang rødvindsprop.